Fra den 17. august 2013 til den 18. januar 2014, vil jeg leve, studere, drikke øl og opleve det solskindsrige Californien.

Denne blog er til jer, der vil bruge jeres kostbare fritid på at læse om mine narrestreger ude i den store verden.

Gangstergiving, basket, NFL og masser af loejer

Jøses dog, vi har været begravet i opgaver, præsentationer, test og andet djævelskab - så det er min undskyldning for den lange ventetid denne gang. Men, bare fordi vi har haft skolearbejde til knæene, har vi skam ikke kedet os - tværtimod.

BEER-PONG, TACO TUESDAY OG ANDET BALLADE
Vi har som sædvanligt festet på livet løs, og fulde-historierne er uendelige - men, jeg må hellere begrænse dem til et par få udvalgte perler. Vi har rigtig taget den amerikanske fest-kultur til os, da vi har vist amerikanerne hvem der bestemmer i ølpong, og omfavnet "Taco Tuesday", hvor ganerne bliver smurt med øl for $1, og maverne fyldt med tacos for samme beløb. Begge begivenheder lagde naturligvis op til ballade og pinlige tilbageblik. Historien om Kira og Cecilie, der danser udfordrende op af hinanden omringet af spejle og mænd, har bl.a. fornøjet vores ører gentagne gange siden. Historien overgås da kun af Cecilie-anekdoten, der angiveligvist har kravlet rundt på alle fire på diskoteksgulvet, som en konsekvens af at vælte ned fra bardisken. Historierne er mange, men vi må hellere inddrage jer i de resterende narrestreger fra det fortsat solskinsrige Californien.

HERRETUR TIL LOS ANGELES
Vi mandfolk blev fristet af løftet om både bilmesse og basketball, så vi tog rejsen mod Los Angeles, hvor en rigtig herredag ventede os. Vi lagde ud med ubevidst at snige os uden om entreprisen på "Los Angeles Autoshow", hvor sportsvogne, luksusbiler og veteranvogne blev præsenteret i stribevis af letpåklædte damer, der prædikede om mekanik og aerodynamik - tydeligvist på baggrund af et manuskript, de forstod cirka ingenting af. Da vi havde tørret øjnene over faktummet at hverken en Lamborghin, Aston Martin eller Masarati aldrig blev en del af vores garage, traskede vi mod "Staples Center". Vi skulle ind at opleve basketball-kampen mellem Los Angeles Lakers og Sacramento Kings, som vores hjemmehold vandt sikkert takket være opbakningen af 20.000 fans.

TAKNEMMELIGHEDEN STRØMMEDE UNDER GANGSTERGIVING 
Vi var så heldige at vores høje, sorte ven, Chris, havde brændt sig lidt småvarm på Kira. I den forbindelse inviterede han os alle hjem til Thanksgiving, der er en landsdækkende helligdag, hvor man fejrer den første høst mellem nybyggerne og de indfødte i 1621. Vores kære underviser, James, lærte os dog at historien er omtrent jordens største løgnhistorie, men vi legede med på løjerne. Chris hentede os i en stor firehjulstrækker med sort rapmusik pumpede ud af de stakkels, overanstrengte højtalere. Vi ankom til huset i et af Long Beachs ghettoområder, hvor et festmåltid af en anden verden ventede os: kalkun, kylling, oksesteg, skinke, macaroni n' cheese, ris, grøntsager, fire forskellige kager, tærter, chokoladeovertrukket jordbær, kandiserede æbler og jeg skal komme efter dig. Vi har alle levet af sandwich og pasta i omtrent tre måneder, så vi beskuede dette fabelagtige bord som et bytte, der ventede på at blive fortærret. Forinden vores ankomst, havde vi brugt morgenen på at handle ind til og bage pølsehorn i vores ansigts sved - eller, i pigernes ansigts sved. Vi medbragte omtrent halvtreds nybagte, gyldenbrune pølsehorn. Kun fire af vores vidundere blev taget fra bakken, og skraldespanden afslørede fire halve, afgnaskede pølsehorn. Trods fiaskoen, tilbragte vi hele dagen hos denne fantastiske familie med at se amerikansk fodbold, spille dominos, drikke kolde øl og spise indtil jorden skælvede, når vi rejste os. Vi vendte vores stopfyldte maver hjemad omtrent midnat, hvor Bjørn fik sit største ønske opfyldt: en kæmpemæssig, kærlig mor-krammer fra Big Mama.

MERE MANDEHØRM, TAK
Turen til Los Angeles kunne ikke stille vores tørst for mandehørm, så bajer-banden bestående af Bjørn, Thomas og jeg susede mod det fjerde medlem i San Diego, Niels. Til de af jer, der ser billedet af Thomas og spekulerer: "Gudfader, hvor høj er denne skabning?", så er svaret 208 centimeter - og ja, han spiller basketball. Ikke desto mindre, vi ankom lørdag, og røg selvfølgelig hurtigt i øllene, der ledede os videre mod byen, hvor vi holdte barstolene varme og ganerne kolde. Dagen derpå skulle vi støtte San Diego Chargers i deres bestræbelse på at ydmyge New York Giants, hvilket lykkedes i allerhøjeste grad. Vi ankom en time inden kampstart, hvor vi lige netop nåede at opleve tailgaiting-miljøet. Tailgaiting består i at de 70.000 fans, der skal ind at se kampen, har indtaget den enorme parkeringsplads med autocampere, pavillioner og grill, hvor man ellers hygger sig på kryds og tværs af de forskellige lejre. Da vi endelig fandt vores pladser på det enorme Qualcomm Stadium, deltog vi i mindeceremonien af Nelson Mandela, beundrede den 13-årige pige, der sang nationalsangen og buhede af Giants-spillerne, da de løb ind på banen. Det store halvlegsshow bestod denne gang af hundredvis af kommende cheerleadere, der indtog banen i et meget ikke synkront show. Da vi havde deltaget i adskillige bølger på stadion og set Giants gå tabende og skamfuldt fra stadion, vendte vi snuderne mod Long Beach atter engang. 

GLADE JUL, DEJLIGE JUL
Ovenpå en lang skoleuge, stod denne fredag i julehyggens tegn! Vi samledes i en rundkreds omkring pejsen, og klippede julehjerter og guirlander mens vi aflivede ikke mindre end otte klassiske Disney-film. Rundkredsen varede i omtrent en halv time, inden jeg måtte erkende mit nederlag til papir og saks, da mine evner indenfor julehjerte-fletning viste sig at være meget begrænsede. Jeg blev tildelt en arbejdsopgave, der var mere passende til mine evner: at hænge julehjerterne op - og sikke de dog hænger smukt over pejsen. Nu mangler vi kun sneen - men det er selvfølgelig upraktisk, da vi fortsat daser ved poolen her midt i december. 

Vegas, baby!

Det danske kollektiv har ekspanderet i de sidste par uger; vi har nemlig erhvervet to nye medlemmer til vores selvudnævnte Party-Patrulje. De to ballademagere, Merete og Diz, har deltaget i de forrige ugers skattejagt på øl og løjer, hvilket har bragt os hele vejen til Las Vegas.

Men inden vi indtog Vegas, varmede vi danse-stængerne og vores kvæstede levere op i Huntington Beach og Long Beach. Da Merete ankom slog vi vejen forbi Huntington, hvor pigerne straks udnyttede shoppingmulighederne, mens gutterne - udstyret med tørre svælg - invaderede det nærmeste fadølsanlæg, som vi pattede på indtil pigerne også skulle slukke tørsten - hvilket ifølge Kira gøres bedst med $2 shots. Vi lagde os efterfølgende på stranden, nød lyden af livemusik på strandpromenaden og så solnedgangen i en seance, der var mindst ligeså romantisk som det lyder.

Da Diz landede på Californisk jord et døgn senere, medbragte hun tilsyneladende feststemningen, for tøserne ramte straks Hollywoods byliv. I mellemtiden var spejderdrengene aktive i fitness-centeret, hvor Bjørn fandt en peberspray. Hans nysgerrighed fik det bedste af ham, da han lige ville se, hvor slem sådan en slyngel egentlig er. Han sprøjtede derfor en sky ud i rummet, som vi begge efterfølgende vadede ind i - øjne og mund først - med heftig klynkeri og hosten til følge. Kort efter havde Bjørn forårsaget kollektiv hosten og ubehag fitness-centeret, som hurtig blev evakueret. Vi overlevede Bjørns biologiske angreb, og de kommende dage bød på en grill-aften samt en bytur i Long Beach, hvor den obligatoriske dansekonkurrence mellem Bjørn og jeg denne gang indeholdte et særligt element: En uskyldig, lille asiatisk pige blev rekvisit i en heftig opvisning af, hvordan man ryster bagdelen.

Turen går til Vegas
Dagen derpå var tiden endelig inde! Vi pakkede taskerne, smed dem i bagagerummet af kareten og drog i bedste road-trip stil mod Las Vegas. Turen mod Nevada bød på udsigt over storbyerne samt smuk natur med masser af bjerge, hvilket gav Cecilie anledning til en geografiundervisning. Hun berettede nemlig, at de mange bjerge i området, skyldtes at Californien er på samme breddegrad som Nordafrika, hvor de jo vælter i bjergkæder og bakketoppe. Ovenpå denne lektion i breddegraders relation til landskaber, nærmede vi os byen af synder. Vi tjekkede hurtigt ind på "The Quad", og mens tøserne smed krudt i hovedet, dragede de tre musketerer - med tre pilsner som lanser - ud i Las Vegas natteliv. Vi havde kun været der i et kvarter inden vi blev opsøgt af en alfons, der tilbød os "selskab til natten" samt en narkohandler, der tilbød os "lidt til næsen". Vi overvejede begge tilbud nøje, men takkede pænt nej tak i sidste ende, og forstod straks hvad en weekend i Vegas indebar. Vi gutter erfarede hurtigt, at så snart man gamblede, fik man gratis drikkevarer! Vi lærte hurtigt fidusen med at sætte sig ved 25-cents maskinerne, og lade servitricerne bringe 13-dollar drinks til os. I mens vi udnyttede vores nyerhvervede genistreg til fulde, var hønsene endt i byen, hvor de også stod i skudlinjen for gratis drinks; ældre, halvtykke mænd i deres midt-livs-krise har nemlig tilsyneladende en svaghed for unge, skandinaviske piger, og mente at det var deres ansvar, at de ikke tørstede.

Huha, sikke en tømmermandslussing vi blev vækket af 6 timer senere. Men vi bed pinslerne i os, traskede ned til en restaurant og hev derefter vores slatne kroppe ind på de forskellige overdådige kasinoer, der alle er opbygget og indrettet i særlige temaer. Vi besøgte blandt andet Venedig, det gamle romerrige, pyramiderne, New York og Paris. Gårsdagens gambling-underskud blev for Niels og mit vedkommende forøget, mens Bjørn ramte det præcise tal 3 ud af 4 gange på rouletten og forøgede sin formue med $170 på 4 minutter. Vi drenge mødte først pigerne dagen efter, og baseret på de beretninger vi lagde øre til, har turn-up-o'-meteret været ved at eksploderet. De fik foræret et V.I.P. bord, en $600 flaske sprut og sodavand ad libitum, hvilket forårsagede en kædereaktion af skamfulde minder. Opkastsministeren fik smidt slænget ud af diskoteket efter det andet besøg hos Ulrik; Miss Møs-Møs fik kysset med førnævnte gamle, halvtykke mænd; festkjoler og sko var blevet dekoreret med opkast; og en lille tissetår fandt sin vej til en trusse.

Resten af eftermiddagen brugte vi på gambling, hvor pigerne og Niels alle vandt $50, mens Bjørn tabte $100 af gårdsdagens fortjeneste. Da det blev aften tog Merete, Diz og Kira revanche med Vegas' natklubber mens drengespejderne tog Cecilie under vingerne på en rundvisning; vi så - og spillede på - alle kasinoerne og så det fabelagtige springvandsshow ved Bellagio, hvilket kan ses på videon nedenfor.

Dagen derpå havde vores Vegas eventyr desværre nået sin sørgelige afslutning, og vi vendte snuderne hjemad mod Long Beach. På vejen hjem stoppede vi ind og så Hoover Dam, der er en kæmpe dæmning, der leverer strøm til Nevada, Arizona og Californien. Da bygningsværket ligger lige på grænsen mellem Nevada og Arizona, fik vi besøgt tre stater på tre dage. 

Da vi atter engang befandt os i hjemlige omgivelser, kom vi også hjem til virkeligheden igen. Der ventede store opgaver foran os, og en komplet strømafbrydelse dagen inden afleveringsdagen hjalp ikke på motivationen; der var vældig brok og nervøsitet, da internettet forsvandt inden man havde færdiggjort sin research, som var en nødvendighed for opgaven. Så, hønsene med Bjørn i spidsen måtte tage bussen mod universitet på et gudsforladt tidspunkt, for at færdiggøre opgaven ude foran biblioteket i morgenkulden. Men, opgaverne blev afleveret til tiden, og vi fejrede det ved at se vores universitets ellers anerkendte basketball hold få en endefuld på hjemmebane. Vi trøstedrak nederlaget væk med en bytur i Long Beach i går, hvor pigerne fornøjede diskoteket, da de gav hinanden de hårdeste lapdances til dato - med stor fortrydelse dagen derpå.

*TUT TUT* Her kommer party-patruljen

Den årvågne læser husker nok, at tårene trillede ned af vores spæde æblekinder, da midtvejseksamenerne tvang tandhjulene på øverste etage i gang i forrige uge. Vi kom som bekendt helskindet igennem, men der var ikke afslapning på menuen ovenpå den portion lektielæsning. Det var blot forretten på et par uger, der skulle vise sig at være spækket med afleveringer, tests og andre akademiske prøvelser. Så, det var med god samvittighed vi kunne løfte snuderne fra bøgerne, tørre tårene væk fra kinderne og nyde weekenden.

Bjørn var på familietur, så der var dømt tøseweekend for de resterende tropper i Long Beach. Vi sparkede weekenden i gang ved at shoppe kostumer til aftenens Halloween-fest. Tøserne havde rigtig stadset sig ud i vilde kostumer og særdeles alternativ make-up, mens jeg blot var klædt ud som verdens mest spinkle gladiator. Da vi havde varmet dansebenene og ganerne godt op i hytten, begav vi os mod byen, hvor vi regnede med at skulle feste med karakterer fra diverse film og beretninger. Men, vi ankom som de eneste i udklædning, og følte straks diskotekets øjne glane på os, da vi pludselig blev centrum for opmærksomhed. Vi nedtonede det selvfølgelig ikke, da vi dannede den største danse-cirkel i Long Beach's historie, og fyrede op for de forbudte trin mod tilfældige ofre indtil gulvet var for varmt at stå på. Det var først en uge senere, da jeg skulle bruge mine shorts igen, jeg erfarede, at de var revnet ved bagdelen - jeg havde bogstaveligt talt danset røven ud af bukserne.

Dagen derpå var i sandheden dagen derpå. Mage til ussel og tømmermændsramt flok skal man lede alvorligt længe efter. Formiddagen brugte vi i fortumlet og gudsforladt tilstand i forsøget på at sammensætte en tidslinje for gårsdagens begivenheder baseret på de øjeblikke, hvor vi hver især ikke havde sorte huller i hukommelsen. Det viste sig sværere end forventet, og vi tog en kollektiv beslutning om at trøstespise vores moralske tømmermænd væk. Under en klagesang af en anden verden, slæbte vi vores ødelagte kroppe ned til den nærtliggende McDonald's. Her tilbragte vi en halv eftermiddag på at brokke os, og fylde fjæset med fed mad og adskillige liter sodavand. Da vi havde overskredet tidsgrænsen for gratis sodavands-opfyldning, drog vi hen til en græskar-festival - ja, en festival dedikeret til hyldest af græskaret - for at købe nogle af disse orange djævle, så vi kunne udskære jack-o-lanterns om aftenen. Der var ikke et øje tørt, da vi under en kavalkade af selvros stolt fremviste vores fantastiske Halloween-udsmykning. Mario, Jack Skellington aka Græskarkongen og produktet af Cecilies fantasi prydede vores kaminhylde i hele 2 dage, inden mit græskar mugnede og punkterede, så der var væsker og indmad rendende ned af væggen.

Om lørdagen hoppede vi på bussen mod den nærtliggende strandby, Huntington Beach. Og, det var netop i bussen, vi mødte en sand profet! En svært overvægtig mand optager to bussæder overfor os, og begynder så ellers at imponere os med hans fantastiske - og slet ikke opdigtede - livshistorie. Han blev nemlig døbt Jason, fordi det er et bibelsk navn for en heler; han døde nemlig som barn, men blev vakt til live igen af Gud. Han har derfor dedikeret sit liv til Jehova, hvor han lærte at kontrollere den gave, som han modtog ved sin genfødsel: Han kan nemlig se folks energifelt omkring omridset af andre mennesker, når han lukkede øjnene. Han tydede os, og fortalte at jeg havde et fredfyldt sind, Cecilies var skeptisk og Kiras var nysgerrigt. Han var forøvrigt ved at skrive sin femte Ph.D. afhandling, og var p.t. igang med at sælge sit website til Google for et 8-cifret beløb. Sikke en gave til menneskeheden, han var! Ovenpå denne berigende oplevelse, tog vi ud at spise og derefter et smut på vandpibe-bar. Mens tøserne babbede fredfyldt løs på pibetøjet, udnyttede jeg lejligheden til at nedgøre min maskulinitet ved at hoste og stønne højlydt efter hvert et sug. Vi sank derefter endnu engang dybt ned i barstolene på diskoteket, hvor vi afsluttede dagen med en håndfuld pilsner.

Men weekendens humle-kvote var endnu ikke opfyldt, så vi tilbragte praktisk talt hele søndagen på sportsbar - denne gang beæret med tilstedeværelsen af Bjørn! Vi aflivede pilsner, fritter og andet snask mens vi betragtede et lokale med grandvoksne mænd juble, grine og græde over de mange amerikanske fodboldkampe, der blev vist på TV-skærmene. 

Weekenden lakkede atter engang mod sin uundgåelige afslutning, og foran os stod endnu en lang uge med skole og rapportskrivning. Vi kom dog ud på den anden side nogenlunde uskadte, og klar til denne weekends strabadser. Jeg sidder i skrivende stund endnu engang i tømmermandstilstand og reflekterer over den Halloween-fest, party-patruljen løftede til uanede højder i går. Denne gang var tøserne klædt ud som vampyrer, Bjørn som munk - og slapsvansen ødelagde endnu engang opfattelsen af gladiatorer verden over. Men, helt upopulær hos kvinderne var man nu alligevel ikke! Jeg blev nemlig groft seksuelt chikaneret, da en overvægtig 40-årig heks nev noget så gevaldigt i min popo, for derefter at stjæle mit sværd. Jeg opdagede tyveriet, da jeg så, at hun havde begravet sværdet dybt nede i sin kavalergang. Hun mente, at jeg i bedste Kong Arthur stil skulle trække sværdet, og vinde det halve kongerige og prinsessen. De kommende par timer brugte jeg på at undvige hendes hænder på mine uskyldige drenge-balder samt afslå de vedvarende seksuelle tilbud.

Naar skolen pludselig bliver alvor

Til mine faste følgere, må jeg beklage den lange ventetid på dette indlæg; et ekstra ydmygt undskyld går ud til Kildegaard-søstrene, der med Kira som mellemmand, har pisket mig i gang med denne omgangs beretninger om de danske udskejelser.

Huha, der har været brok og tårer i stride strømme i det lille danske kollektiv; vi har nemlig haft midtvejseksamener. Under en kavalkade af skældsord og sure miner, har vi studeret flittigt op til disse djævelske prøvelser. Tøserne er kommet helskindet ud på den anden side, og har færdiggjort alle deres eksamener, mens Bjørn og jeg stadig har én til "gode." Vi havde tydeligvist ikke fået skolearbejde nok, for vi har også deltaget i et frivilligt studierelateret arrangement på en lørdag - en lørdag! Vores favorit professor James afholdte nemlig et kursus, der skulle styrke vores multikulturelle kompetencer. Det faktum at vi mødte op, havde selvfølgelig intet at gøre med, at der var gratis pizza og sodavand!

Når vi ikke fugtede vores skolebøger med tårer, har vi skam også skejet os ud. Vi har naturligvis smurt vores ganer under adskillige byture, hvor vi har gjort os masser af nye bekendtskaber; bl.a. to tosser, der havde købt legetøjspolitiskilte fra Toys R' Us, og erklærede dem selv for lovens lange arm - og lange arme havde de, for de insisterede på at alle piger på diskoteket, ville sætte pris på et klask i deres bagdele fra lovens stolte håndhævere. Vi har også mødt Kael, der er den nye ven af huset. Han var en fin fyr, inden han ydmygede undertegnede kolossalt i en øl-bundnings-konkurrence; jeg fik dog heldigvis et 7 cl. shot i trøstepræmie til at drukne nederlaget med.

Da vi ikke drak os fulde, havde tømmermænd, eller surmulede over skolearbejde, var der skam også tid til en kollektiv tøsetur til et enormt shoppingcenter. Vi fik alle nye klæder - men det vigtigste ved dagens indkøb var vores nye investering: stuebords-bordtennis! Vores byture har siden da startet med et opgør mellem Bjørn-Ballonbold og Bruhn-Baghånd indtil pigerne får tiks af lyden af en bordtennisbold, der rammer bordfladen 600 gange i minuttet.

Tøserne har sågar også fået et minde for livet af vores Californien-eventyr; de har nemlig fået blæk i blodet og kunst på kroppen. Kira er blevet dekoreret med en rose på armen, og Cecilies ryg er nu prydet af en ugle.

Vi har også besøgt "Earl Burns Miller Japanese Garden", der er placeret på universitetsområde. Det er en smuk japansk have med diverse planter, træer, blomster, søer og små vandfald. I vandet plaskede der store karber rundt, som man kunne fodre, hvilket Kira nød i fulde drag; hun fnes nemlig som en lille skolepige hver gang hendes ynglingskarbe, "Sutte-Far", suttede hele hendes finger i håbet om, at det var mad.

Vi har også nydt mange aftener i hinandens selskab med film, slik og popcorn. Da det en aften blev gyserfilms-tid, var den største fornøjelse at se Cecilie, der igennem 80% af filmen gemte sig under dynen mens hun i ny og næ fremstammede nogle små skrig. Hun var svært utilfreds med Bjørn, der ud af det blå skræmte hende fra vid og sans under et af de mest intense øjeblikke i filmen. Han blev efterfølgende straffet med et dask på skulderen og diverse fy-ord.

I går fik vi royalt besøg af familien Jørgensen med min gamle kammersjuk Lasse i spidsen, da de slog vejen forbi Long Beach. Vi fik rigtig sludret og sladret om gode gamle dage og delt vores oplevelser fra Californien over et par kolde øl. De vendte snuderne mod deres hotel et par timer senere, og vores snuder vendte atter engang mod vores stambar.

At maenge sig med de rige og beroemte

Den seneste skoleuge havde knap nået sin længe ventede afslutning, inden vi blev suget ind i vores sædvanlige weekendsmisbrug. Blot fem minutter efter vores sidste forelæsning, sad vi på en af universitets pubs og fik en fyraftenspilsner - eller to - til lyden af et frygteligt liveband med en forsanger, der kun kunne ramme de rigtige toner ved et uheld. Men vi hyggede os gevaldigt, og fik varmet vores lever godt op til aftenens strabadser - vi fik nemlig fint besøg af Niels, der skulle overbevises om, at San Diego ikke kan hamle op med Long Beach. Vi udviste vores sædvanlige gæstfrihed, så Niels var knap kommet over dørtærsklen, inden han blev tvunget til at suge en Budweiser i svælget for derefter at halshugge dens iskolde brødre. En lille fugl fortalte os, at der var flere hvor de kom fra nede i byen - så vi opsnappede en karet og drog afsted. Ganske rigtigt, var der mere humle i farvandet. Vi satte os ind på en bar, der skilte sig ud ved at have hundredvis af en-dollar sedler på vægge og lofter, som gæster havde skrevet hilsner, rim og vise ord på. Kira tøvede naturligvis ikke med at forulempe den mandlige race, da hun bidrog til dekorationen med en seddel, hvorpå der stod: "Boys are Toys".

Dagen efter fortsatte vores guidede tur af Long Beach, da Bjørn og jeg tog Niels under armen, og viste ham lidt af de lokale seværdigheder. Vi startede ud med en tur til Queen Mary og det utroligt hyggelige område omkring. Vi har indtil nu kun set hende fra afstand, men begav os denne gang helt hen til området, hvor hun ligger til land. Her nød vi da også den kommunistiske aura, der blomstrede i et lille USSR-museum, hvor AK-47'ere, dolke og andet skyts var at se. Næste stop var et enormt shoppingcenter, hvor vi på mandligste vis gik målrettet mod elektronikafdelingen, hvor Bjørn og jeg nu står som modeller på en af udstillingscomputernes baggrund. Herefter tøffede vi videre til vores universitet, hvor vi ville slå et par timer ihjel, inden vores volleyball-hold skulle møde kvinderne fra Hawaii. Da vi havde udtømt området for attraktioner, og drog mod pyramiden, hvor kampen skulle finde sted, fandt vi ud af, at kampen foregik på udebane. Da vi følte, at der var halvlangt til Hawaii, viste Niels os i stedet, hvem der bestemte, da vi tog et par runders bowling, hvor jeg fortsatte min nederlags-stime. 

Dagen derpå stod på roadtrip til Los Angeles og Hollywood! Med nedrullede vinduer, høj musik og dans på bagsædet, susede vi afsted i bedste roadtrip-stil - i hvert fald i det første kvarter, inden Cecilie og jeg lurede omkap på bagsædet. På vejen til Hollywood stoppede vi forbi "Griffith Observatory", der skulle vise sig at være et fantastisk udsigtspunkt, hvor Los Angeles, Hollywood og stillehavet åbnede sig for øjnene af os. Da vi så, at Hollywood-skiltet også var indenfor rækkevidde, fik vi i bedste japaner-stil taget omtrent en million billeder af os selv fra diverse positioner og stillinger.

Da vi endelig blev færdige med at posere, kørte vi til Hollywood Boulevard. Vi lagde ud med at se det ikoniske "Chinese Theater", hvor de rige og berømte har skrevet hilsner i cement sammen med deres håndaftryk. Lige foran teatret går boulevarden, hvor selvsamme kendissers navne bliver hyldet med stjerner i fortovet. Gadesælgere og gøglere er fast inventar på denne strækning, og vi var tydeligvist lette ofrer. Cecilie poserede med "Den Sorte Zorro", og mandfolkene blev snydt af en anden sort fupmager; en rapper henvender sig til os og tilbyder generøst en gratis CD, så hans musik kan spredes til verden. I sekundet vi tager dette musiske vidunder i hånden, insisterer han på, at han også vil signere den for os. Netop som vi tænker, at denne gaveregn må være for god til at være sand, ankommer han til sagens kerne: Sådan en underskrift koster kun 5 dollars - og da han allerede var i fuld gang med at signere sit mesterværk, hostede tre sørgelige, konfliktsky individer modvilligt op. 

Hernæst besøgte vi Venice Beach, der er kendt for sine mange gadekunstnere, artister og andre perfomere, der tiltrækker tonsvis af mennesker. I forlængelse af stranden ligger en lille, verdenskendt skatepark, hvor vi så en 7-årig dreng udradere de øvrige - voksne - skatere til stor fornøjelse for publikum.

Vi rullede herefter hjem mod Long Beach igen, hvor der ventede os en kold kasse Budweiser. Vi fik prikket hul på festlighederne, og vendte atter engang snuderne mod Second Street, hvor barer, diskoteker og pubs ventede på den danske invasion. Da pigerne var travlt beskæftiget med at blive bejlet til af en uendelig strøm af mandfolk, afgjorde Bjørn og jeg forrige uges opgør på dansegulvet. Det kunne alligevel løsrive pigerne, der udviste deres begejstring ved at kaste fiktive en-dollar sedler på os. Da nattelivet lukkede og slukkede, afholdte vi en mindre efterfest i vores lejlighed. 

I dag har vi sendt Niels afsted mod San Diego, stegt i solen samt aflivet nogle lektier og afleveringer.

Red Bull giver i sandheden vinger

Vi havde en halvstram uge foran os, der både bød på afleveringer og en mini-eksamen. Men vi udviste den eksemplariske dyd og gåpåmod, der forventes af en flittig, dansk studerende; vi samledes alle om det runde bord for at fordybe os i vores hjemmearbejde. Man kunne nærmest mærke vores forældres stolthed sprede sig i rummet.

Men stoltheden skulle snart forvandles til skam og foragt, for nu var det igen blevet torsdag, og så ved vi alle efterhånden, hvad klokken har slået; svælget skulle smøres med de gyldne safter. Tøserne knappede et par rødvine op mens Bjørn og jeg delte en lagkage. Da det hele snurrede tilpas meget, drog vi endnu engang ud i det californiske natteliv. Konsekvensen af endnu et par øl skulle vise sig, at blive adskillige dansekonkurrencer med pinlige tilbageblik som følge. Kira var dommer i den første duel mellem undertegnede og Cecilie-Shake-Shake, der allerede efter 1. runde indså, at jeg var indehaver af de forbudte trin, og derfor trak sig tilbage i mørket. Jeg blev selvfølgelig kåret som den ubetingede sejrsherre af Kira. Med den nyerhvervede selvtillid i bagagen, tog jeg kampen op mod selveste Bjørn-Breakdance. Da jeg efter kort tid var få milimeter fra at uddele min modstander en skalle, der kunne have sendt ham i bræderne, trak jeg mig tilbage til baren. Det var dog heller ingen ubetinget succes; kort efter valgte jeg nemlig at sætte de ansatte på rengøringsarbejde, da jeg pærede min øl ud på gulvet.

Dagen derpå drog Kira og vores ven Theis til Los Angeles, mens vi andre badede i selvynk og jammerlighed. Da vi havde samlet lidt energi sammen, tog vi ud at spise om aftenen, gik en mindre aftentur efterfulgt af lidt afleveringsskrivning og hygge i de hjemlige gemakker. 

Lørdagen startede ud med et godt grin, da en fremmed cyklede forbi os, og henvendte sig til blege, blege - blege - Kira med følgende kommentar: "Jeg forudser en solskoldning i din fremtid." Dagen skulle vise sig at byde på mange flere grin, da vi i samlet flok vendte snuderne mod et kæmpe arrangement med 105.000 tilskuere, "Red Bull Flugtag"; et stuntshow, hvor adskillige kreative ildsjæle har brugt hundredevis af timer på at bygge hjemmelavede flyvemaskiner, der herefter skulle destrueres på få sekunder ved at blive kastet ud over en rampe i forsøget på at flyve længst. Som det fremgår af nedenstående video fra 2010-arrangementet, var langt de fleste blot patetiske forsøg, hvor de dykkede direkte ned i havets dyb. Men, én af flyvemaskinerne viste sig at være en sand perle, da den slog verdensrekorden med 86 meter. Dette vidunder af en maskine blev også kåret som vinderen af selveste David Hasselhoff, der var en del af dommerpanelet! Bjørn og jeg hældte naturligvis øl ned under hele seancen, så vi erhvervede  os en lille eftermiddagsskid. Så da vi kom hjem, havde vi jo fortjent en lur. Vi kom dog tilbage til virkeligheden et par timer senere, da tøserne fyrede helt op for lyden af et gangster-soundtrack, mens Cecilie dokumenterede vores reaktion ved at tage billeder med en blitz, der kunne have været en projektør på forstavnen af en fiskerkutter. Men det var godt vi kom ud af poserne, for vi skulle nemlig fejrer Bjørns 27-års fødselsdag kl. 00:01! Vi endte derfor endnu engang på barstolene og dansegulvene i Long Beachs byliv, hvor vi fejrede Bjørn med fødselsdagsviser på både dansk og engelsk. Da diskotekerne efterhånden var tømt ud, tog vi til efterfest hos nogle amerikanere under løftet om pizza. Festen var dog en mindre fiasko, og højdepunktet var en skæv palæstinenser, der prædikede om den amerikanske økonomis undergang i 5 kvarter, inden vi valgte at sætte kurs mod køjerne.

I dag har vi solbadet ved poolen, og fejret Bjørn ved at tage ud at spise fødselsdagsmiddag. Tøserne har desuden også fået indført et nyt adfærdssystem i lejligheden ved brug af et dobbeltsidet skilt; når der er liv og glade dage, vender den gode side udad med teksten "Dronningen er behaget. Tilladelse til at gå ind." Men åh du store kineser, må Gud være med dig, når djævlesiden er udad; når skiltet siger: "Dronningen er ikke behaget. Træd varsomt", ved Bjørn og jeg, at vi skal iværksætte alarmberedskabet og gemme os under sengen indtil faren er drevet over. 

The American Way

Endnu en skoleuge truede, og vi stod alle modvilligt i skudlinjen. Men, der er nu én underviser, vi alle ser frem til at blive forblændet af: den karismatiske og storslåede James. I denne uge lagde han ud med at afspille et stykke musik, han havde komponeret og udført på klaver dagen forinden, til at skabe den rette stemning til hans fremførelse af et digt, der stod hans hjerte nært.

Vi kæmpede os igennem skoleugen, og drak al den nyerhvervede lærdom væk, da vi torsdag aften besøgte en særpræget vinbar. Den var dekoreret med hjortehoveder, der var blevet skudt med en glimmer-kanon og udstyret geviret med blomster. Men det vi virkelig kom efter, var deres torsdags-tilbud: et glas vin til 3 dollars. Den billige alkohol steg Cecilie til hovedet, der efter at have spenderet 9 dollars måtte erkende, at hun var blevet kaptajn på den synkende stolthedsskude; alkoholen havde forårsaget en mindre kortslutning i hjernen, og hun måtte erkende at hun var blevet, hvad vi i fagsprog kalder, kneppelstiv. På trods af vores akutte redningsaktion med levering af vand og chips, havde skuden ramt bunden, og vi måtte sende hende tidligt i seng efter et hurtigt gensyn med hendes gamle ven, Ulrik. Vi andre fortsatte på den næste bar, hvor vi fik nye venner - bl.a. min tyske navnebror, Jakob. 

Dagen derpå skulle tømmermændsflokken - med den mægtige Cecilie i spidsen - se det lokale akvarium "Aquarium of the Pacific". Vi fik set og rørt ved hajer, pingviner, sæler og andet småskravl af diverse fisk og sardiner. Som det fremgår af billederne nedenfor, tæmmede jeg sågar en haj, og red på den mod solnedgangen!

I det kære USA, er der en restaurantkæde, der hedder "Hooters". Kædens koncept er ganske enkelt: store burger, der bliver serveret af unge kvinder i udfordrende og stramtsiddende tøj. Sådan en restaurant lå et stenkast fra akvariet. Cecilie og Kira blev ellevilde ved synet og besluttede, at frokosten skulle indtages her. Bjørn og jeg fulgte modvilligt efter. Og sikke et festmåltid vi gik ind til! Da vores mad ankom, var vores bord propfyldt med 4 burgere, 20 hotwings, en skål chili/cheese fritter, to pulled pork sandwiches med pommes og en bakke curly fries. På trods af at det meste af vores måltid var placeret i hovedet på Kira, blev vi alligevel så mætte, at klynkeriet ingen ende ville tage. Kira mente at det var lykkedes hende, at blive gravid over frokosten; Cecilies knæer gjorde ondt pga. overbelastning fra den vægt, der nu var tillagt hendes krop; Bjørn var overbevist om, at han havde fået pulled pork i lungerne, da der ikke var mere plads i mavesækken; og jeg var mere sulten.

Ovenpå dette måltid vraltede Bjørn og jeg op til universitetet. Vi skulle ind at opleve en rigtig amerikansk begivenhed; støtte vores universitets volleyball-hold, da de høvlede kvinderne fra Charleston. På trods af et sølle tilskuerfremmøde, var der alligevel et 50-mands blæseorkester, der udfyldte tomrummene, cheerleaders og sponsormeldinger fra store virksomheder såsom jetBlue Airways.

Dagen derefter stod på shopping, og beboerne på Main Street kunne nyde en perfekt gengivelse af Eddy Grants ørehængerhit "Electric Avenue", da vi alle skrålede med på sangen mens vi slentrede ned ad en gade med samme navn. Om aftenen ramte vi endnu engang Long Beach natteliv - denne gang beæret med tilstedeværelsen af Cecilie! Hvis det ikke er gjort klart endnu, så indtager vi dødelige mængder af alkohol herovre - så hvis der er nogle, der ligger inde med en ekstra lever, så vil den falde på et tørt sted, når jeg kommer hjem.

Dagen i dag har stået på lektielæsning ved poolen mens vi plejede vores kulør.

Mandehoerm i San Diego

Så blev det nok! Vi kunne ikke længere undertrykke presset fra den testeron-bombe, der lurede dybt i vores lemmer. Vi blev nødt til at gøre det - en herretur var simpelthen en nødvendighed. Så vi drog afsted mod vores studiekammerats Niels' sommerparadis af en by, San Diego. Vi begav os umiddelbart efter en meget lang forelæsning på en bus, der skulle bringe os mod weekends strabadser. Vi ankom torsdag aften, og velkomstkomiteen bestod af Niels, hans tre tyske roommates og en kold kasse Budweiser. Vi fik hurtigt hældt de længeventede pilsner i svælget, og skyndte os så ellers ud ad døren mod Niels' nabo: En kavalkade af barer, der kunne slukke vores tørst.

Dagen derpå skulle det vise sig, at vores nationalfølelse ikke var glemt i de hjemlige gemakker. Vi samledes om TV'et med et par af de kolde, og nød så ellers at se Danmark give Malta røvfuld i fodboldlandskampen. Vi fejrede sejren ved paradoksalt nok at gå nederlag i møde; Niels stak et surfbræt under vores arme, og hev os ellers ned til stranden blot få hundrede meter derfra. Vi drog ud i det hajfrie farvand til, hvad der skulle vise sig at blive et par timer spækket med morskab og selvironi - i hvert fald for visse personer, Bjørn. Efter et par forsøg, der forårsagede en djævelsk smerte i den blegkindede tuba, fik undertegnede styr på brættet, og red bølgerne med stor fornøjelse. Bjørns bagende trængte dog åbenbart til at blive hærdet gevaldigt, da han insisterede på at ende på den konstant. Men så skete det! Pludselig stod han der, som en sand professionel i hjertet af en bølge. Hele stranden blev opslugt i et øjeblik af frygt og adrenalin, mens Bjørn viste den bølge, hvem der bestemte. Han fløj ud af bølgen under stor applaus og tilråb fra en fanskare af kvinder. Det var smukt - se for jer selv på nedenstående billede! Den ubetingede succes blev herefter fejret med et par håndfulde øl i lejligheden og senere hen i byen.

8 timer senere valgte vi at aflive de små alfe, der dansede square dance på øverste etage, ved at opleve lidt af San Diego. Vi fik en rundtur på San Diego University, der viste sig at være ligeså imponerende stort, som vores eget universitet i Long Beach. Vi drog også en tur ind til downtown San Diego, der bød på storbyliv og skyskrapere. Vi slå også vejen forbi skibet "Star of India" fra 1863 og USS Midway, der er et kæmpe hangarskib med et utal af militær-remedier. Traditionen tro afsluttede vi dagen med et ordentligt læs bajere akkompagneret af grillmad på altanen.

Dagen derefter måtte vi erkende, at en weekend spækket med mandehørm var ved at nå sin afslutning. Bjørnefar og jeg reflekterede over weekenden på vej hjem i bussen, og konkluderede at vi i den grad fik afløb for den mandlige ondskab, der havde ligget på lur i vores indre.

Baywatch Babes n' Bad Boys

Slam! Det er lyden af den trætheds-lussing, der ramte os - og sved på kinden hele lørdagen - ovenpå vores udflugt til Hollywood. Vi lå på langs foran tossekassen hele dagen, og trængte til sidst til at komme ud; så vi gik en lille kilomet inden vi igen lå på langs - denne gang i biografen til filmen "We're the Millers". Jeg havde naturligvis købt en stor amerikaner-menu bestående af en kæmpe sodavand og popcorn, som jeg så frem til at få sukkersyge af. Kira overtog dog hurtigt "vores" popcorn, så jeg skylder hende vel en tak for at redde mig fra at få hjerte-kar-sygdom.

Vi fortsatte vores trend med at ligge på langs - denne gang på stranden i 35 graders varme. Vi blev godt stegt, hvilket også er kommet til udtryk igennem kollektiv klynken i lejligheden. Cecilie, som "ikke kunne få brændte kinder", småhulker over sine brændte kinder. Bjørn, som skulle slippe af med sin permanente hvide undertrøje, er nu den lykkelige indehaver af en djævelsk rød ryg. Og undertegnede, der var for stolt til at tage solcreme på, kan ikke længere tage strømper på uden at fælde en tåre over sine afsvedne ankler. Men Kira, der hvert kvarter smurte sig ind i en faktor 250, holder selvfølgelig ikke tilbage med sine: "Hvad sagde jeg?". Men hun kan stadig være stolt, eftersom hun fortsat har sin kjole på efter at have taget den af.

Et styk lang og solbrændt-lidende nat senere, kom vores fridags-mandag i anledning af Labor Day. Vi brugte dagen på at forberede den kommende uges hjemmearbejde, så det var en stille dag, der sluttede af med lidt film-hygge.

I dag, tirsdag, var begyndelsen på vores 3. skoleuge. Da vi fik fri fra skole tog Bjørn og jeg ud at handle ind til aftenens grill-hygge ved fællesområdet. Det var knaldhyggeligt - på trods af mit katastrofale forsøg på at lave tilbehør til en ellers særdeles velgrillet roastbeef med kolde øl. Vi nød alle hinandens selskab i det romantiske skær fra en sterainlys-app på Kiras telefon.

Herretur og Hollywood i party bus

Onsdag og torsdag brugte vi alle på at få valgt og godkendt fag, som vi skal hænge på i det næste semester. Underviserne har fået den stramme opgave, at udvide min horisont indenfor følgende kurser:

  • Introduktion til massekommunikation
  • Massekommunikationsteorier
  • Kommunikationskriticisme
  • Interkulturel kommunikation

Det faldt på plads torsdag, så efter skole fejrede Bjørn og jeg det med en aften-dukkert i poolen og mandehørm i jacuzzien. Herefter trak vi os tilbage til hulen, og kværnede en frygtelig masse pilsner mens vi så vores begges ynglingsserie: Breaking Bad.

Vi har denne fredag - og alle fremtidige - fri! Så mens tøserne benyttede fridagen på at shoppe, dragede de to mandfolk på herretur. Vi vendte snuderne mod Queensway Bay for at se Queen Mary og området omkring det 311 meter lange passagerskib fra 1934. Vi blev mødt af et utroligt charmerende område med træbygninger i forskellige farver, gamle fyrtårne og en marina med prop-fyldte restauranter og barer. Vi tog på "Tequila Jack's" og fik en en ordentlig moppedreng af en bajer akkompagneret af en bacon/cheeseburger. Den steg tydeligvis Bjørn til hovedet, som ikke kunne holde klapperne åbne på vej hjem i bussen, og underholdte passagerne med en snorke-symfoni.

Selvsamme aften drog vi til Hollywood i en party bus med 120 andre CSULB-studerende. Tre kvarter og en håndfuld øl senere, mængede vi os med de rige og kendte på en rigtig Hollywood-club på Hollywood Boulevard med showdansere, der fyrede ild op under det tætpakkede dansegulv. Jeg overvejede lidt at købe den 197.200 kr. dyre flaske champagne, men bestemte mig nu alligevel for at jeg var mere øl-tørstig. Vi tog party bussen hjem igen, og endte trygt i vores senge atter engang. Gårsdagens strabadser tog tydeligvist hårdt på hønsene, der i skrivende stund hiver torsk i land på sofaen, som det også kan ses på nedenstående billeder.

Vi ligger også så småt planer for hvilke strabadser, dagen skal byde på. Vi skal måske se en midnatsforestilling i en klassisk amerikansk biograf, som man ser på gamle film.

Nedenfor er der også lidt billeder af vores lejlighed, hvor i bl.a. kan se vores morgen- og aftenudsigt fra terrassen. 

Poolparty, fester, lejlighed og undervisning

Du store kineser, det har været nogle turbulente dage med masser af fester, jagt efter fag, udforskning af campus-området - og indflytning i vores nye sublime hybel!

Dagen efter vores afslapningsdag, bød denne torsdag på et stort pool party for samtlige internationale studerende på CSULB. Der var heldigvis stort fremmøde, høj musik, gratis pizza og hele baduljen. Vi mødte vores danske kammersjukker, men trak os efter noget tid ind i skyggen grundet Kiras ekstremt sol-sky eskimo-hud. Vi fik os i samme anledning to omgange bowling på universitetets egen 10-baners bowlingbane. Jeg vandt første runde med en ynkelig 122 score, og tabte derefter næste spil med et jammerligt og ubeskriveligt pinligt resultat på 76.

Fredag var en glædens dag, da vi afsluttede vores lejlighedsjagt med en underskrift på vores nye lejemål hos Oakwood Apartments. Vi kunne dog ikke flytte ind før tirsdag, så vi vandt derfor fire ekstra nætter på det gudsforladte Motel 6, hvor vi delte værelse med kakkerlakker, og Cecilie fik glæden af at sove på en madras med en frygtindgydende blodplet. Vi fejrede ellers vores nye lejlighed med en omgang sko-shopping og en bytur om aftenen med et stort antal af de øvrige 1.000 internationale studerende. Vi fik et knaldgodt indtryk af det californiske byliv, som utvivlsomt byder på mange pinlige stunder i fremtiden.

Dagen derpå bød på et fitness-arrangement på universitets store fitness-bygning, der byder på alt tænkeligt trænings-grej. Jeg kan i dag konkluderer at min krop stadig græder efter tre dage, så mon ikke jeg skal holde mig fra den slags tosserier i fremtiden. Denne aften brugte vi på en sushi-restaurant (idrk) - og derefter et par øl i byen.

Søndagen herpå var en totalt ingentingsdag, hvor vi lavede omtrent intet - udover at tage en lur i ny og næ.

Men så kom dagen, hvor vi skulle deltage i en frygtelig masse fag; som international studerende er du ikke sikret nogle fag, så du må tage det, som de fuldtidsstuderende efterlader dig. Vi har derfor deltaget i alle tænkelige fag for at indsamle de underskrifter, som giver os ret til at læse det pågældende fag, såfremt det ikke bliver fyldt op af de faste eller andre internationale studerende. Men, vi kom igennem dagen - og dagen i dag ligeså, som stod på samme menu som mandagen. Højdepunktet på disse to dage var under faget "interkulturel kommunikation": Vores professor, James, indtager klasseværelset med en indre-ros-øvelse, som han udfører i en akavet lang periode, hvorefter han pludselig brøler "LET US BEGIN", og så var der ellers fuld knald på en forelæsning, der skulle vise sig at åbne op for helt nye tankegange og måder at opleve verden på - genial underviser, genial forelæsning!

Men vigtigst af alt, var denne tirsdag også dagen, hvor vi flyttede ind i vores nye lejlighed! Den næsten 100 m2 store, møblerede lejlighed, der ligger blot en spytklat fra lækre sandstrande med udsigt over en marina, danner rammerne for de kommende 4 måneder. Til lejligheden er der også eget pool- og jacuzziområde og fitnesscenter. Men den absolut vigtigste feature af vores nye hule: Opvaskemaskinen - yes! Vi føler os hjemme - og husmor-Kira står for at kokkere aftensmaden til os i dag, så vi har det, som min homeboy Tony the Tiger ville sige: "Greeeeeeeeaaaaaaat!"

Beaches, Burgers n' Budweisers

30 grader, Budweisers, strand, første skoledag og lejlighedsjagt.

- det er hvad jeg har brugt min tid på i de sidste par dage. Den 20. august mødtes jeg med to danske drenge og en brasilianer. Vi spiste frokost sammen og kiggede efter lejligheder i området. Om aftenen ankom mine danske kammersjukker til Long Beach, og vi lagde ud med noget så klassisk som burgers på en diner.

Dagen derpå havde vi første skoledag med introduktion til universitetet. I forlængelse af introduktionen blev vi tilbudt en møbleret 2-værelses lejlighed få hundrede meter fra stranden med udsigt over en bådhavn. Den skrev vi os op til, og vi afventer svar på, hvorvidt vi har fået den eller ej - vi krydser fingre. Bjørn har allerede meldt sig frivilligt til at være vores grønlandske husmor, der skal servere guldøl og amerikanske delikatesser i vores nye hule.

Vi vendte herefter hovederne mod et sted at spise frokost. På vejen derhen lykkedes det også Bjørn at banke sit grødhoved ind i en lygtepæl til stor fornøjelse for os andre. Vi tog efter frokosten ned til downtown Long Beach ved en fejl, men endte med at tjekke området ud. Om aftenen tog vi alle til fest hos de danske drenge, jeg mødte den 19., og fik endnu engang den søde smag af Budweisers i vores svælg.

I dag - den 22. august - har vi brugt på at se det lejlighedsområde, som vi håber på at kunne kalde vores tipi indenfor nær fremtid. Herefter tog vi på stranden, som ligger blot en spytklat derfra. Vi har ikke de store planer for i aften - vi går fornemtligt tidligt i seng, så vi er klar på pool party og bowling i morgen eftermiddag.

Fik jeg nævnt at der er 30-35 grader med høj sol i denne og kommende uge?

Houston, we have lift off

Huha, efter 20 timer i tre forskellige lufthavne og flyvemaskiner, ankom jeg i går til Los Angeles - med propper i ørene og vældigt ondt i bagenden. Jeg fandt ind på et fint hotel, hvor jeg fik ly for natten. Dagen derpå - i dag - dragede jeg fra Los Angeles til Long Beach, hvor jeg tjekkede ind på mit nye hotel.

Da jeg havde checket ind, gik jeg de 10 minutter fra hotellet til California State University Long Beach (CSULB), hvor jeg skal studere. Der skete selvfølgelig ikke det store på en søndag, men jeg fik skabt mig et overblik over det 131 hektar store universititetsområde - som det naturligvis lykkedes mig at fare vild i. Jeg nåede ikke tilnærmelsesvis at se hele området inden mine ben gav op, men fik set et af kendetegnene ved CSULB, nemlig "The Walter Pyramid", hvilket er et enormt sportskompleks med plads til 5.000 fans. Herudover fik jeg set universitetets eget kunstmuseum, dets football-, softball- og basketbaner samt atletikområde. Jeg mangler bl.a. fortsat at se de to poolområder, barer, forelæsningshaller og den 0,5 hektar store japanske have.

Om aftenen mødtes jeg med 4 danske drenge over en Budweiser - det var alle tiders. Både frokost og aftensmad stod på ubegribelig vammel fastfood - til gengæld får du burger, pommes frittes og 1 liter sodavand til $3,5. 

I morgen ankommer Bjørn, Kira og Cecilie til Long Beach, så vi skal formentligt ud at have en velkomstøl og se nærmere på, hvad Long Beach har at tilbyde.

Nedenfor er der lidt halv-kedelige billeder af campus-området - der skal nok komme nogle mere interessante i nær fremtid.

Toiletgolf, karbonader og andre gode sager..

Fernet Branca, ølbong, billedbog, slatne pølsehorn og en kæp i øret.

Weekenden efter at have taget afsked med min kære familie, var det tid til at danse moderne og erhverve sig onde tømmermænd med gutterne og tøserne.

I anledningen blev jeg overøset med gaver fra champagne og karbonade-gavekort til et spil toiletgolf og min nye billedbog med hilsener fra alle de kære; nedenfor er der et par højdepunkter fra mit nye kladehæfte:

"Hej Lars-Allan. Det bliver hårdt at undvære dit klæbrige korpus i et halvt år. Håber du finder nogle ligesindede i US and A, som vil danse G-dans med dig. Ellers må du give dem en lussing fra mig.", Michael Planck.

"Håber du får en god tur og får forfærdelig meget tyndskid af alt det fastfood. Vi kommer alle til at savne dig!", Rune Larsen.

"Tak for god fest med god mad og gode venner. Håber du får en god tur til Østen.", Christian Hjorth.

"Ka' du huske dengang vi var frække små drenge? Altid ude på ballade? Altid på æblerov, vi spurgte aldrig om lov! Vi stjal slik i Brugsen for mange tusind, og vi skød med dit luftgevær. Naboens hund stod for skud, vi pløkkede begge dens øjne ud!", Lasse Jørgensen.

"Jeg kommer ikke til at savne dig. Håber du kommer til at lide af endetarmskløe, og står i gæld resten af dit liv.", Nikolaj Stockholm.

"Håber du får en uforglemmelig tur til USA. Selvom vi går gflip af meget sammen, under jeg dig det. Vi må indhente det hele igen, når du kommer hjem.", Nick Gram.

"Pas på med at lade vinduet stå åbent ind til dit toilet, ellers lokker du bare fede damer til med dit bacon.", Kasper Gram.

"Du er sød og rar, og jeg håber du får en fantastisk tur. P.S., jeg har en lille overraskelse til dig. Jeg har bestilt to flybilletter til "Mr. X" og "Mrs. Y", så de kommer og besøger dig i to måneder :-D", Juliane La Cour.

"P.P.S., der er endnu en overraskelse, som er det samme "joggingsæt" som "Mr. X" og "Mrs. Y" har.", Sille Hansen.

"Kan du ha' en fantastisk tur til det amerikanske. Jeg vil savne dit positive og rare væsen, gode humør (nok også liftende hjem fra byen) og din gode røv!", Siw Boller.

"Ann & jeg håber du får en uforglemmelig tur, og tro det eller lad være, men du kommer alligevel til at mangle i hverdagen. Pas nu godt på dig selv, det ville være rart at du igen kom forbi - køleskabet er ikke tomt endnu.", Ann og Mogens Gram.

Tusind tak til jer alle for de "søde" hilsener, og for at sende mig godt afsted - jeg kommer til at savne jer.

Naar USA moeder "Billedbladet"

I den første weekend af august fik jeg sagt farvel til min adelige slægt, der var inviteret på mad og terrasse-pilsner. I den anledning fik jeg en kuffert med indbegrebet af alt, der gør os danskere så særligt stolte af vores ganske land. Jeg fik bl.a. en rød kuffert med et Dannebrog lavet af tape, en vikinge hat samt høj hat i Danmarks rød-hvide farver og ikke mindst den nyeste udgave af vores allesammens "Billedbladet".

I solskinstimerne viste Carsten, Nick og undertegnede de underkuede kvindfolk, hvem der bestemmer i vikingespil, og Sophie, Heidi og Birgit måtte kæmpe sig grædende igennem desserten, der formetligt havde en grim eftersmag af nederlag - og skam.

Derudover bød aftenen på hyggeligt samvær, en gang Bezzerwizzer og mad fra mor-Mariannes anerkendte kødgryder.

Tak til min kære familie for gaverne, en rigtig hyggelig aften og de mange afskedskram. Jeg glæder mig til at se jer igen!